Egemosegård

Knabstrupperavlen på Knabstrup var ved at være en saga blot, men der var naturligvis solgt heste derfra, så man fandt dem mange steder i Danmark.

Især på Tuse Næs holdt en masse landbrugere fast i Knabstrupperne og var derved med til at bevare resterne af hesteracen på Knabstrupgård.

Bla. Niels Mortensen Nielsen, der senere boede i Udby ejede knabstrupperhingsten Thor, der fik stor betydning for hesteavlen på Tuse næs.

Denne hingst ”Thor af Udby” virkede i mange år og gav fortrinligt afkom. 		 

Helt var Knabstrupgård dog ikke ude af spillet!

I 1922 blev der på dyrskuet i Holbæk fremstillet en hingst kaldet Mikkel og flere landbrugere på Tuse Næs førte stadig deres hopper til denne hingst.

Som en lille krølle på historien kan nævnes at hingsten blev kasseret pga. sin afvigende lød!

Den viste sig at være fortrinlig i avlen.

I 1947 blev der taget initiativ til at starte en forening, kaldet ”Foreningen til Knabstrupperavlens fremme”

Foreningen talt aldrig mange medlemmer, men det var aktive og interesserede folk der fik stor betydning for avlsarbejdet fremover.

Egemosegård på Tuse Næs blev knabstruppernes redning.

 I 1946 erhvervede Niels Herman Nielsen og C. N. Ledager Egemosegård. I løbet af et års tid blev der foretaget nybygninger, ridehus, ridebane, anlagt folde, så de ydre rammer var i orden for et rationelt avlsarbejde

Det nødvendige materiale af avlsdyr blev tilvejebragt i løbet af kort tid, ved heldige omstændigheder og Hermand Nielsens fine sans for at finde egnede dyr.

De fleste hopper efter Thor af Udby.

I 1946 – 48 købtes de to hingste Silverking II og Max Bodilsker, begge som toåringe

 

Eksperimentet havde god fremgang og blev hurtigt kendt viden om.

I 1953 skulle Silverking II have bedækket 195 hopper og Max Bodilsker havde haft 70 hopper.

Hopperne var dels stutteriets egne hopper, men også hopper fra egnen og længere væk fra kom til bedækning.

Afkom efter Silverking II, viste sig at være særdeles godt, af middel store velbyggede dyr, med god gang og tørre ben og med et behageligt temperament.

Ved Holbæk amts fællesskue i 1951 fremstilledes en hoppesamling, bestående af 6 tre-åringer, der opnåede 1. præmie og ærespræmie. På dyrskuet  i Holbæk 1952 fremstilledes 2 toårs hingste der opnåede 1. præmie.

Til stor ærgrelse for eftertiden, fik Silverkings afkom det vi i dag kalder gråt gen.

Altså født mørke, men afbleger og bliver helt hvide med alderen, også pletterne forsvinder.

Max Bodilskers afkom, viste sig også at være af god kvalitet. En kort stærk ryg og gode tørre ben, gjorde dens afkom meget velegnet til ridebrug.

Specielt Mala efter Max Bodilsker, viste sine egenskaber på springbanen i Sportsrideklubben på Maltegårdsvej. Hellerup

For Tuse Næs betød det at Egemosegård modtog besøg fra et stort antal foreninger og talrige enkelt personer fra ind- og udland, som man ikke tidligere havde set.

Interesserede journalister besøgte og beskrev stutteriet, og ikke mindst løjtnant og exam. beridder G. Orlow Andersen - en god ven af Hermand Nielsen - fik stor betydning for stutteriets fremgang.

G. Orlow Andersen beskriver avlen på Egemosegård i sin bog ”Hesteliv og Rytterminder” 1955.

Specielt tidsskrifter i England og USA gav stutteriet meget rosende omtale.

Fra Egemosegård blev der formidlet salg til både Sverige, Holland, England og USA.


de 5 heste blev solgt til Holland 1951                                                    og disse heste blev solgt til England 1954

 

I 1954 var stutteriet på sit højeste og havde da 15 dyr på stald.

Ved et jubilæumsskue samme år, for ”Landsforeningen for lettere hesteavl i Danmark” på Charlottenlund travbane, fremvises efter indbydelse, nogle af de bedste Knabstruppere og ved samme lejlighed, i en springkonkurrence, vandt en Knabstrupperhoppe, redet af Stutteribestyrer Henning Pedersen en førstepræmie.

 

Blodfornyelse:

Et spørgsmål om blodfornyelse viste sig vanskeligt at løse!

Foreningen førte en stille tilværelse! Frem til 1955, hvor der stadig ikke rigtigt var kåret nogle avlsdyr, pga. de stramme regler om 7/8 dels afstamningsrenhed, men på dette års generalforsamling blev man enig om at slække lidt på de stramme krav. 

På Knabstrupgård, havde man med held drevet indavl og utvivlsomt skabt racenes succes, men denne linie turde stutteriet på Egemosegård ikke fortsætte.

Herman Nielsen fandt efter gentagende besøg på det Svenske statsstutteri i Flyinge, et egnet dyr, nemlig en 10 år gammel hingst ”Regulator”, gul med hvid man og hale, meget smuk og med en interessant stamtavle.

Ledelsen på Flyinge-stutteriet ville bare ikke sælge hingsten.

Herman Nielsen så herefter som mulig blodfornyer araberhesten, med hvilken der også blev drevet rationelt avlsarbejde i Sverige.  

Et år efter Herman Nielsens død i 1959 ophørte stutteriet ved salg af de to hingste, begge til rideskoler i Nordsjælland og begge med det formål at de skulle virke videre i avlen.

Den eneste hoppe der ikke blev solgt var Flæbe 48, vel nok det smukkeste dyr, næst efter Silverking II som stutteriet havde haft, med en smuk lød og med alle racens gode egenskaber i sig.

Hoppen beholdt fru Ellen Ledager og brugte som ridehest i mange år.

Men med stutteriet var det slut.

En hesteekspert Jørgen Christensen skriv i en artikel i 1944 om Knabstrupperhesten: den var ”en komet i Dansk hesteavl” der for en tid havde vundet international anerkendelse, som man ikke havde forstået at udnytte.

Suk!

Et koppel heste udenfor en kro et klassisk skilderi!