Små historier!
|
Hingst af forædlet race. Vandt Kongepræmie på Landmandsforsamlingen i Haderslev 1859
|
 |
Fra den slesvigske krig 1848 – 1850 er et par interessante beretninger!
Villars Lunn afgav i 1848, 2 heste som officersheste, den ene var Natalia (link til billedet) som blev redet af Oberst Læssøe, der faldt ved i Gryde skov ved Isted 1850. Oberst Læssøe blev skudt, hestens iøjnefaldende farve har været godt sigte. Natalie blev senere hingstemoder inden for avlen; en af dens sønner fik navnet Løssøe, en dejlig brun hingst. Natalie var også mor til Heimdal.
Den anden en Mikkelhingst, blev redet af General Schleppegrell.
Hvortil knytter sig denne historie:
Remontekommisionen modtog i 1848 3 knabstrupperheste fra godset af samme navn. Den ene var en hingst Mikkel. At samme Mikkel blev ridedyr for General Schleppegrell var et uomstødeligt faktum, selvom nogle påstår han red en brun hest, som han er gengivet på ifølge Otto Baches maleri. Men en general drager ikke i krig med kun en hest, men med mindst tre.
H. Albertsen og Claus V. Ferhn, begge fra Skovby, vest for Slesvig, fortalte l 1951 den samme historie, men hver for sig:
Den danske general Schleppegrell blev skudt i Slaget ved Isted 1850 og hans hest løb løbsk. Det var en hingst, hvid med røde pletter – både i hårlaget og på mulen. Den blev indfanget ude i heden vest for Skovby, og bønderne gemte hesten, til der var faldet ro over landet, thi man var klar over hingstens værdi.
Alle den danske hærs eftersøgning efter hingsten var forgæves, man forstod at tie derpå egnen.
Hingsten begyndte så at sætte afkom, lette og livlige og muntre springere – alle med disse mærkelige farver og meget efterspurgte, for de havde en fin rejsning og et smukt trav og så godt ud. Mange bønder på egnen kørte med disse Schnapegrel-peerd, som de kaldtes. Endnu i 1910 kørte P. Dethleffsen i Skovby rundt med en sådan direkte efterkommer af knabstrupperhingsten.
Historien er blevet fortalt af flere personer, så den må være sand.
Der er ingen bønder som går hen og opfinder et navn som Schnapegrel-peerde og ej heller beretter om dem uden de har levet. Hesteglade gamlinger sidder ikke i 1951 og får blanke øjne af fryd over hesteminder – hvis ikke hestene har været der.
Berettet af en gammel Randersdragon Søren Telling
Kilde: Konsulent Aksel Pedersens artikel 1954 Riberkærgaard
|
ca. 1846.
Som posthest var
Knabstrupperen også meget brugt
I Roskilde gik der en
brunspættet vallak som posthest i en 14 til 16 år
|
 |
Kragelund
En anden Knabstrupper der gjorde sig gældende var en meget berømt vallak Kragelund:
Kragelund tjente først ved hestegarden, under navnet Klaus. Da hestegarden blev nedlagt 1867 kom han til 1. Artilleriregiment og kom til at gå for gaffelstangen for kanonen. Selen og alderen tyngede efterhånden således at han blev svajrygget. Det ses tydeligt på maleriet der hænger på Sjælsmark Kasserne. N. Lunn blev tit hånet, når han kom i messen, men da billedet blev udstillet på Charlottenborg. Blev der udfærdiget et citat: Kragelund så sådan ud!
Når den blev malet, skyldtes det at den var meget respekteret.
Den kunne ikke stå bundet, for det fandt den sig ikke i.
Den holdt af trainkonstabler, gik engang imellem en tur og bed en konstabel.
Den vandede sig selv men drak i øvrigt gerne en bajer.
Når den blev væltet for gaffelstangen blev den roligt liggende til den var gjort fri, spang så op og bed et par konstabler, derefter gik den på plads i spændet.
Den styrede spændet under alle evolutioner, og lagde sig særligt i selen nå man var ved at køre fast.
Når Christian IX havde inspiceret regimentet afsluttede han med: Nå, lad mig så se den Kragelund! Den havde jo tjent under ham i hestegarden.
Da en løjtnant var så uforsigtig at ville skyde genvej til et mødested ved at skrå over nogle marker, lagde Kragelund sig ned. Tæsk hjalp ikke det ringeste, men da øjeblikket var inde, gik den pludselig med hele spændet, og alle var på pletten nøjagtig til tiden. Den var så klog som et menneske og så selvbevidst som en Knabstrupper. Løjtnanten skød aldrig mere genvej. Kammeraterne grinede af ham.
Lige før krigen var der en mor og søn i stalden på Knabstrup, som daglig morede sig med at gå løbsk med mælkevognen til stationen – foruden at gå på almindeligt markarbejde f.eks. selvbinder i høstens tid.
Kilde: Oberst Niels Lunns beretning, bragt i Knabstruppernyt nr. 1 1972 - 1. årgang