Lis Milo Diemer
 |
Min fascination af heste, startede da jeg var 7 år og så et billede af Lis Hartel.
Mit første fremmedord var ekvipage, og som sådan ville jeg gerne føre mig frem! Foto ? (avisudklip) |
Men fra drøm til virkelighed, var der ingen sammenligning.
Jeg skulle blive 9 år før jeg så en levende hest. Det var et fastelavns-optog der kom forbi på vores vej, men ak, der var ingen heste der lignede Lis Hartels hest Jubile.
Det nærmeste var et par røde heste der gik for vogn, resten var noget ubeskriveligt, i mine øjne, skrammel, den nærmeste jeg kunne bedømme var en stor Belgier og et par store sorte heste for vogn der var overdimensioneret, det har sikkert været Oldenborgheste. De røde var Frederiksborgheste (selvfølgelig).
 Foto:
G. S |
Jeg skulle blive 12 år, før jeg
fik lov at røre ved en hest, det var på en ferie i Daugård ved
Vejle, hvor min venindes fars forældre boede. Jens og Clara
Lauersen havde 2 heste, Knold og Musse. Det var et par små
russerheste, Knold var brun og Musse hvid. Musse måtte vi ikke
komme til, da hun sparkede.
|
Da jeg blev 14 år, forærede mine forældre mig 10 ridetimer på en lille rideskole i Reerslev og det blev starten for mit vedkommende. Ridelæreren hed Svend Brauer og havde 3 heste, en Frederiksborghoppe (Musse), en Holstener (Virvelvind) og en lille sort remontehest der hed Hallo.
Jeg fik nogle veninder hos Svend, som ville forsøge sig på Ballerup Rideskole og det lykkedes for mig at komme med dem nogle gange.
Det var på Ballerup Rideskole jeg så den første Knabstrupper (Mala) han blev en hel fascination. Jeg måtte ind og røre ved ham hver gang.
Desuden oplevede jeg Johansen på Silverking II. Johansen underviste ikke begynderhold selv, det havde han folk til.
En gang holdet var ved at stige til hest under meget besvær, kom Johansen ridende ud på Silverking II og han moppede os lidt. (Stalddrengen havde en kedelig vane med at læsse os op på ryggen og ned på den anden side, hvis vi bad om at få en hånd). Men så ville Johansen lige vise os hvordan man bar sig ad. Han hoppede af Silverking, trak den hen til noget græs, hvor den begyndte at æde, så satte han sig over skrævs, baglæns ved ørene. Silverking rejste hovedet og så kurede Johansen ned over halsen og op på sadlen, men stadig baglæns, så løb hesten. Det var ret sjovt, men han fik jo hurtigt styr på dyret.
Vores skræk var, når Johansen selv skulle undervise, så var det bøjlerne op og knude på tøjlene og så stod den på gymnastik på hesteryg i trav. I min terminologi var det farligt, men nok den bedste undervisning jeg nogen sinde har fået.
I samme periode rendte jeg ind i
Specht, han
kom ridende sammen med en af mine skolekammerater og navnesøster Lis
Hansen.
Det var en aften jeg var på vej hjem fra jobbet jeg havde fået på en
gård, som pige i huset, hvor var de på vej til undervisning i Tåstrup
køre- og rideforening, Lis H. red også på en knabstrupper, men
både Spechts hest og Lisses var uharmoniske og grimme, set med en
ukyndigs øjne, de levede i hvert tilfælde ikke op til mine drømme om en
hest jeg ville vise mig på. Lisses hest var en småfed vallak, med stort
hoved og kort hals, sort stikkelhåret på forparten og hvid med pletter
på bagparten, hvorimod Spechts Susan var lidt ussel at se på, mest fordi
håret var slidt af bringen og siderne, pga. slid fra seletøjet. Susan
var hvid og lyserød i skindet, med mørke ben.
Men inden vi skiltes, havde jeg alligevel fået en aftale om at ride
Susan, så Specht kunne komme i gang med at ride Anet. Det var gratis, så
det var nok værd at tage med.
Det blev til 10 års tilknytning til Tåstrup køre- og rideforening. først med undervisning af en gammel militærmand, Christensen. Senere blev undervisningen lidt mere tilfældig. Vi var ca. 10 til 12 ryttere der samledes en gang om ugen, det var kvadrilleridning den første time, og så en time med spring.
|
|
Lis Hansen t.v. boede nabo til Specht, hun havde flere heste, hesten hun her er på, er en lille mørk stikkelhåret knabstrupperhoppe.
Desuden fik jeg lov til at tage med
Specht ud i samfundet for at se på heste.
Specht var det jeg vil kalde en seriøs hesteavler, og han var godt klar
over at man ikke lærte noget ved kun at gå derhjemme og se på sine egne
heste.
Især hingsteparaden på Flyinge i Sverige var en årligt tilbagevendende
begivenhed, jeg var med til stævne på Sporten på Maltegårdsvej eller i
Bernstoffsparken, for at se Mala.
Og når Specht skulle have bedækket hopper, fik jeg lov at komme med. På
Statenegården ved Jagdkönig og sener på kursus sammen med spidsene i
DSA.
Jeg kom med til Sverige med 3 hopper til bedækning ved Rossou. Og rundt
omkring på Sjælland på knallert for at lede efter Knabstrupperhingste,
der kunne bruges, men det var håbløst, så for Specht blev det naturligt
at se sig om efter nogle gode varmblodshingste som man vidste, avlede
typefast.
Ordet typefaste blev brændt ind i mit lille hoved og det så vi i
Sverige. Det var flotte ens heste, men ak så kedelige, enten brune,
sorte, røde eller skimler. Men grundsubstansen i Svensk hesteavl var
Trakener, Hanoveraner, Fuldblod, og Araber og det blev opskriften for
Dansk sportshesteavlsforbund.
 Rytter:
MiloAnita knabstrupper/Elegant (Holst) Kragehave mark Foto: C.E. Specht |
 Rytter:
Grethe GrandgvistTine Halvblod?/Elegant (Holst) Travbanen/Skjoldungen Foto: Milo |
 Rytter:
Anders HartvigsenVirvelvind Frederiksborg/Elegant (Holst) Tåstrup køre- og rideforening Foto: C.E. Specht |
 Rytter:
Inger PlougSabrina Fuldblod/Elegant (Holst) Tåstrup køre- og rideforening Foto: Anders Hartvigsen |
Sjovt nok var det Holsteneren, der
var nærmest ved hånden, her 4 halvsøskende, efter holstenerhingsten
Elegant. Alle 4 heste kunne springe!
Elegant var en stor klodset holstener, men han afkom blev meget brugt af
militæret. Der stod et par stykker efter ham på Ny Toftegård. (Skimler)
Og en anden stor skrummelholstener Manfred var også meget
brugt.
Jeg ved ikke hvordan aftalen kom i hus, men mine forældre betalte for et ophold for mig, på Ny Toftegård i Ølstykke. (Frederiksborgstutteriets afløser), Specht må have haft gode overtalelsesevner. Jeg fik Anita med, så hun kunne blive redet til ved samme lejlighed.
Samme år, jeg var på Ny Toftegård,
afholdt Dansk Sportshesteavlsforbund, deres første kåring.
Alt blev optaget, Frederiksborgheste, Oldenborger, Knabstruppere,
Trakenere, Hanoveranere, Holstenere, Fuldblod og Ungarsk halvblod, som
blev importeret i stor stil.
Jeg kan stadig se, Susan Anet og Anita for mig, malet med blåt kridt på siden, katalognumrene 78 - 79 - 80. Anita kom i stambog og fik nr. 110, hvorimod Susan og Anet kun kom i forregister.
Anita var noget særligt, hun var min ven, og den bedste og mest harmoniske hest Specht nogensinde havde haft, og så bar hun som en drøm, jeg fablede meget om at det skulle blive min hest, men jeg blev pillet ned hver gang, jeg skulle ikke spekulere på om hun blev sat til salg, det blev hun ikke!
 |
Anita sprang som en drøm, Den
første gang jeg var alene på tur på hende, sprang hun en 2 meter
høj hæk ind i et gartneri, hvor vi landede i et blomsterbed. Et
fantastisk spring, hvor jeg svævede. Grunden, var at jeg havde glemt at give hende rugbrød da der kom en bil. Det var den måde jeg fik hende til at ignorere bilerne på. Ellers havde hun det med at vende om og løbe tilbage. Retningen gennem gartneriet, var hjem, og så stod den ellers på skideballe, og så var det slut med at låne hest alene. Hun havde også tabt en sko. Det var lige efter jeg havde været på Ny Toftegård. Specht troede vel jeg havde lært at ride. Ups! Foto: Anders Hartvigsen |
Den 02-02-1963 købte jeg Nico efter Susan og Pimpernel. (Svensk Varmblod) Han blev født 1961 i frokostpausen og blev det første føl jeg oplevede. Ham havde jeg til han blev 9 år.
Hvis mine forældre havde set, hvad
jeg kastede mig ud i med den hest, så havde de forbudt mig at ride!
Han blev redet til, en dag jeg skulle have ham til smed. Det var bare
over Tåstrup- Køge landevej, og så ned ad en lang alle` til Geddesdal
gods. Desværre havde jeg glemt at tage højde for at vi skulle forbi et
vandværk, hvor der kom underlige lyde fra, så jeg blev eftertrykkeligt
læsset af og hesten rendte hjem til stalden. Der var en lastbilchauffør
der samlede mig op. Jeg fik ham til at læsse mig op på hesten igen. Jeg
red hen til der hvor vi kunne høre vandværket, så hoppede jeg af og trak
resten af vejen.
Men jeg red hele vejen hjem, da vi var færdige ved smeden. Sejt!
Foto: C.E. Specht Nico, født 13-06-61i Spechts frokostpause, |
 Foto: Milo Nico 3 år, på Kanehøjgård, hvor jeg flyttede ud og boede til leje i nogle år. |
I efteråret 1967 købte jeg et hingstføl Ascot efter Anet og Astronaut (Hann)
 Foto: Milo Ascot 1967 |
 Foto: Anne Larsen Ascot 1972 på Kanehøjgård, ejer Anne Larsen |
Jeg havde en forestilling om at min
kommende mand også skulle have en hest at ride på, men hesten blev solgt
2 år efter.
Desværre havde Ascot en kedelig vane med at løbe løbsk, hvis han var
alene. Jeg prøvede det en gang jeg skulle passe ham for Anne. Der skulle
helst en mur til for at stoppe ham.
Familien pressede sig på. Med mand og to børn, var der ikke meget tid til heste. Så Nico blev også solgt.
1971 var jeg et smut nede og se Spechts nye føl inden vi flyttede til Sønderjylland. Der oplevede jeg, hvad det vil sige at have abstinenser. Det endte med at jeg fik købt to føl (Tinne og Lotte) som kom med til Sønderjylland.
Tinne var det tiende føl som Susan fik, Lotte var bare Lotte, for øvrigt efter Anet. De var begge efter Galant efter Anita og trakenerhingsten Gabriel DH 129.
 Tinne og Lotte |
Tinne |
I 1972 fandt
Kaj Møller Vinther mig og mine heste i Bjerndrup i Sønderjylland En
dag stod han på gårdspladsen for at høre om ikke det var noget for mig
at være med i den nye Knabstrupperforening.
Det lød jo meget godt, men jeg skal indrømme, jeg var mest tilbøjelig
til at satse på Dansk sportshesteavlsforbund, da jeg ikke rigtig kunne
få øje på nogle knabstrupperhingste, som jeg havde lyst til at bruge.
I Sønderjylland dukkede holsteneren
op igen, det var Grænseegnens Holstener Hesteavlsforening der
holdt kåringer i Løgumkloster.
Der blev jeg godt nok betaget af, hvor hurtigt det var lykkedes for dem
at lave en let ridehest og typefast. Der var opskriften fuldblod.
2 Gange har jeg været med DSA i Tyskland på Celle og se hingsteparaden der, + været med rundt på nogle store stutterier og se Holsterner, Hanoveraner og Trakenerheste, så Knabstrupperavlere, "gå hjem og læg jer" Tyskerne kan lave heste. Nu var det selvfølgelig det bedste vi fik at se, men det bedste må vel være målet.
Men i 1973 stillede jeg Tinne og Lotte til kåring i Løgumkloster
Samme år prøvede jeg at få dem
optaget i DSA, men de ville kun registrere Tinne, med ukendt
afstamning.
Så havde jeg ligesom ikke rigtig noget valg.
Tinne kunne trave, så dommerne var ved at tabe både næse og mund, og så
havde jeg fået en ung mand til at mønstre, som virkelig kunne flytte
benene.
Lotte røg ud pga. farven. og så var gangen heller ikke så overbevisende.
I 1976 brast ægteskabet og alle
hestene blev solgt:
2 hopper og to hingsteføl. Den ene hoppe var i fol med Isländer DH 142.
Det var en hestehandler i Løgumkloster der rendte af med dem og jeg har
ikke hørt om dem siden.
Rygtet siger at Lotte kom til Sil i Tyskland hun fik vist et hingsteføl.
Jeg blev enlig mor med 3 børn, så drømmen om at have heste i mit liv var
brast.
En dag ringede Annette Wium til mig.
Jeg havde godt hørt lidt om hende, hun havde købt et par heste af Specht, Ajo og Sardi og i sidste omgang Augusta.
Sardi født 1974 og døde hos mig i Sandager, 2003, 29 år gammel
Foto: Mogens Specht
Jeg kendte godt Sardi, hun var det
første føl Schwalbenfürst lavede da han kom til Danmark.
En gang om året efter føllene var blevet født var jeg gerne en tur nede
hos Specht for at se den nye årgang.
Sardi var et tillidsfuldt og glad føl, der altid kom stormende når der
kom folk på folden, så var det med at finde et træ at gemme sig bagved,
for ellers blev man rendt over ende. Og sådan var hun som 1 års og som 2
års.
Jeg havde gået og fablet lidt om at hende ville jeg godt købe, men det
var ikke realistisk, så en dag fortalt Specht, han havde solgt hende til
Annette Wium. Der var hun også efterhånden blevet 5 år.
Men Annettes forhold til Sardi blev lidt anstrengt. Sardi ville ikke indordne sig i flokken, hun ville bestemme og det endte med at Anette var blevet rendt over ende, når hun var ude og fodre på folden. Så Annette skulle bare af med hesten og det kunne ikke gå stærkt nok.
Jeg fik travlt! Først skulle jeg ud og stemme dørklokker, for at finde en stald, dernæst skulle jeg jo også lige se hesten. Sardi var 5 år og var aldrig blevet trukket, redet eller i det hele taget været i hænder. Jeg blev lidt skuffet da jeg så hende, for hun var ikke så stor, men jeg kunne mønstre hende, selvom hun aldrig havde prøvet at blive trukket.
Så bad jeg om at komme på ryggen af hende. Annette fik et chok, Sardi havde aldrig haft en saddel på ryggen., men ok., vi kunne lige så godt springe i det som at krybe i det. Ungerne blev informeret om hvor telefonen stod, i tilfælde af at det skulle gå helt galt og der skulle ringes efter en ambulance. Sardi fik en saddel på ryggen og bid i munden og så trak vi ud på en mark. Det første forsøg gik ikke så godt, jeg nåede kun at få en fod i stigbøjlen, så sprang hesten. Så blev Annette hidsig og fik hende jaget rundt i longe et par omgange, så den kunne få krudtet af, så prøvede vi igen. Jeg kom op og Annette trak mig et par omgange og jeg kom ned igen uden så meget som et lille bukkespring. Så havde jeg købt hest igen!
Da jeg fik hesten hjem, var det
første jeg måtte lære hende, var at gå ind af en dør, efter mig.
Første gang jeg skulle have hende ind, blev jeg væltet og min arm blev
vredet af led. Sardi var vandt til selv at storme ind i stalden, og så
flyttede man sig.
Jeg skulle jo ride hesten til, og startede med at longere hende, det
kedede hesten, så jeg kravlede på ryggen af hende og red, det kunne ikke
have været nemmere.
Jeg var så heldig at finde et lille hus i Gl Skovbøl, ved Åbenrå, hvor der var et par store gårde og på den ene fik jeg sommergræs i starten, senere fik jeg stald på en anden gård, der havde tomme stalde og en enkelt hest stående. Så kørte det bare for mig igen. En stor tak til beboerne i Gl. Skovbøl, vi blev så godt taget imod. Der var små heste i byen og vi fik selv en Dartmor pony (King) og så blev der vist leget røver og soldater i de store baghaver og små skove der lå i forbindelse med gårdene.
Sardi kom til hingst og jeg fik Sita
efter Goldfinger DH.
Foto:
Milo
 |
1985
Sardi blev bare familiedyret. Tv. Foto: Keld Andersen Th. Milo |
 |
 |
Tv. Mor og søn til
springundervisning på Hedehusgården.
Th. Finn red på Sardi, han var 10 år. Og mor her på Sita Foto: Keld Andersen |
 |
 |
Tv. Sita måtte også stå for tur,
når Janne skulle imponere veninderne Foto: Milo
Th. Janne på Sardi og June på Sita |
 |
I starten af 80erne flyttede jeg til Sjælland igen. Men havde egentlig ikke nogen planer om udvidelse af hestebestanden, men da jeg så Hermes KNN 99 på Dyreskuet i Roskilde, var jeg solgt.
 |
Det resulterede i Sally og.
Samson
Tv. Sally f. 1987 Th. Samson f. 1987 Foto: Milo |
 |
Desuden havde jeg overtaget et føl efter en New Forresthoppe og en Araberhingst, men ellers af ukendt afstamning, den var skimlet (Lille Anita) Jeg troede min søn på 10 år skulle have den at ride på, men da hesten var 4 og Finn var 14, var han vokset fra hesten. Lille Anita blev solgt da hun var 4 år.
Og Sita blev solgt da min datter ikke gad ride mere.
Alle mine børn havde været tvangsindlagt til at ride, men desværre er der ikke nogen af dem der interessere sig for heste.
 |
Tv. Janne min datter! mønstre Samson 2 år og
træner opstilling for dommerne. (Så sidder ørene forkert og så
er det benene.) Foto: Milo Th. Samson, 4 år. En dygtig fotograf, der har
tid til at vente, gør underværker
|
 |
Samson blev min store nedtur!
Jeg havde ham til forbesigtigelse da
han var 2 år og så fik hesten bedækningstilladelse.
Glæden var stor, men desværre fulgte der ingen check med og kunderne
udeblev.
Året efter blev han også godkendt og som 4 års blev han kåret efter
bestået materialeprøve.
Det var jo fantastisk, men hopperne udeblev. Desuden kunne jeg ikke
bruge ham på mine egne heste. Da de jo ville blive total indavl.
Så god var han heller ikke, så jeg turde løbe an på det.
Jeg var ikke selv i stand til at ride ham til stævner, for at få vist ham frem. Pengene de fossede ud af min i forvejen slunkne pengekasse. Til sidst blev han solgt til en hestehandler der kørte ham direkte til Tyskland. Jeg var grædefærdig!
Jeg måtte sælge Sally og hendes føl Sille. Ingen af hestene ved jeg noget om i dag.
Foto: Kurt Andersen
Sally ved hoppekåringen i 1991
Sif og Sille er efter Holstenerhingsten Locarno. Sille blev solgt som 1 åring, fordi der var efterspørgsel på hende, men jeg aner ikke hvor hun kom hen.
 |
Tv. Sif. Sardi, Sally og Sille
Th. Sally og Sille Foto: Milo |
 |
Safir: født 1991 og lever i bedste velgående her i Sandager, som vallak 2006, han bliver hos mig.
 |
I et anfald af vanvid faldt jeg
for et hvidt hingsteføl efter Darling Kastanjegård og Patrokles,
som var ejet af Kurt Andersen. Jeg var helt overbevist om at den kunne få en fremtid som avlshingst. Den havde stamtavle og den blev bedømt som skuets bedste føl 1991. Jeg var overbevist om at den ville give plettede føl på mine brune stikkelhårede heste. Den kom frem over jorden, men desværre svingede den på forbenene. Den var god som dagen var lang, i forhold til Samson, som godt kunne være noget af en prøvelse. Men Safir blev ikke avlsgodkendt, med den begrundelse at den havde gråt gen. Safir var født hvid og lyserød i bunden, hvor jeg i min barnelærdom havde lært at skimler er født mørke i huden og bliver skimlede/hvide med tiden. Foto: Kurt Andersen |
 Foto: K. Bonke Safir 9 år |
 Foto: Milo Safir 2½ år gammel. Vinterpels øv! |
Jeg blev stiktosset og gik hjem og lavede et par piratføl på Sardi. Og begge blev plettede.
 |
Pirat blev en fantastisk dejlig
ridehest, desværre forsvandt pletterne. En dejlig hest, nærmest
en hund, som jeg kunne gå tur med. Tv. Pirat føl Th. Pirat 4 år Foto: Milo |
 |
 |
Perle fik flere pletter med
alderen og blev mørk på halsen, men hun arvede Safirs kedelige
saddelleje.
Perle er også flyttet hjemmefra Tv. Foto: Milo Th. Foto: K. Bonke |
 |
Safir fik ikke det saddelleje som
jeg havde forventet og det gav han desværre videre på det ene føl.
En hest uden saddelleje er ikke god at ride til, fordi sadlen lander
under maven på den ved opstigning.
Set i bagkundskabens lys, var det vist meget godt han ikke blev kåret, men stamtavlen er spildt.
Pirat og Perle har både Silverking II og Thor af Udby, så langt som øjet rækker!
Jeg er forfærdelig dårlig til at sælge mine heste, så avler bliver jeg aldrig for alvor, desværre kan jeg ikke beholde dem alle sammen.
Jeg er træt af hestehandlere, de oplyser ikke om noget som helst. Og de betaler heller ikke prisen det koster at avle en hest. De sidder som gribbe og venter på katastrofen skal indfinde sig, så de kan få mad.
Derfor fik jeg ideen om at lave Knabstrupperforeningens hjemmeside med en salgsliste på. http://www.knabstrupperforeningen.dk/sider/markpl_index.htm
og få styr på Hingstene, så vi kan se hvad der er og hvad der har været. http://www.wedebo.dk/lis-gl.hingste/index2.htm
Efterhånden syntes jeg også der er
så mange gode knabstruppere der fortjener at blive solgt til prisen det
koster at fremstille en hest.
Og det koster det samme at avle en god hest som en dårlig hest.
Så Knabstrupperavlere tænk jer om
når I får jeres hingste afvist.
Glæd jer over det! For mange problemer bliver løst. Der er også brug for
gode knabstrupper ride- og køreheste, det er dem der kan komme ud og
reklamere for avlen, så folk kan blive interesseret i vores heste.
Så er der en grund til at avle Knabstrupperheste.
Der har været alt for mange
skrammelhingste der har fået lov til at bedække.
Det er sjældent hopperne, fordi mange får kun nogle få føl.
Jeg leder stadig efter den perfekte halvplettede hest, men Knabstrupperne i dag er betydeligt bedre end for 20 år siden!
Desværre er tiden ikke rigtig med mig og energien ikke den samme.
 Foto:
Milo |
I dag, har jeg Sif som er
rød stikkelhåret med knabstrupperøjne og lyserød i rumpen, efter
Sardi og Locarno. En selvrådig mokke, der giver nogle gode føl. og så er hun den perfekte følhoppe, meget behagelig også når der kommer fremmede mennesker på folden, men hun bestemmer. |
 Foto:
K. Bonke |
Så har jeg Natalie af Vollerup, som er efter Samson og Vichy af Vollerup KNN 1769. Hun er jordens behageligste hest, god som dagen er lang. Natalie er mor til Ally.
|
 Foto:
Milo |
Og Ally er efter Natalie af Vollerup og Aladdin af Hallundbæk. Ally er også god og nem. |
 |
Og 2 føl i år 2006
Tv. Milos Amy brunt hoppeføl med knabstrupperøjne, efter Ally og Sanders Califf Th. Milos Bento et halvplettet rødt hingsteføl efter Sanders Bounty Foto: K. Bonke |
 |