1870 – 1891

Knabstrupstutteriets opløsning

Hvordan gik det Knabstrupperne i det egentlige avlsområde i Holbæk amt?

I årene mellem de Slesvigske krige Kulminerede avlsarbejdet på selve Knabstrup, hvor familien Lunn næsen hele tiden havde en bestand på omkring 40 – 50 tigrede heste, alle efterkommere af Flæbehoppen.

Men fra 1870érne gik det stille tilbage.

Man måtte også på Knabstrup ihukomme Christian den VIII ord fra 1776:

Almindelig erfarenhed lærer, at tiden og uundgåelige tilfældige omstændigheder, forårsager de bedste stutteriers forfald.

Årsagen til tilbagegang anføres at være planløs krydsning.

Men mere sansynligt forekommer dog at være den snævre familieavl, der til sidst gik over i ren indavl. Man forsøgte gang på gang at bringe stabilitet ind i avlen, men fik derved ændret typen noget, uden at se resultater af betydning .

Andre uheld stødte til, således indebrændte 22 heste på Knabstrup i 1891.

Men de tigrede heste fra Knabstrup kom til at præge egnens hesteavl, ligesom dyr solgt fra Knabstrup til andre egne, kom til at spille en rolle.

Farven holdt sig til vore dage, særlig på Holbækegnen, men også andre steder, f.eks. Bornholm og Møn, ja i et enkelt tilfælde uden for landets grænse, i det østlige Skåne omkring herregården Widskövle, hvor man i 1870 havde hentet heste fra Knabstrup.

Vendsyssel havde særlig omkring 1930 mange tigrede heste, dog med en variation i pletfordeling – Skaberakvariation med forholdsvis mange mørke pletter – der ofte afveg fra farven på Sjælland.

De Vendsyselske ”Knabstruppere” har intet med de Sjællandske at gøre, idet de alle kan føres tilbage til en plettet hingst af tjekkisk oprindelse, der i 1920érne var blevet efterladt af et omrejsende cirkus.

Desuden var der i 1900 tallet blevet importeret en hingst fra Rusland, hvoraf der også er en del afkom, som der ikke er opbevaret afstamningsoplysninger om.

Kvaliteten af disse heste lod ofte meget tilbage at ønske, men farven blev en del udbredt, og via Hjallerup marked, kom den vidt omkring.

Den Sjællandske bondehest, de såkaldte udgangsøg, der var udbredt over hele Sjælland fik også indflydelse på den Sjællandske avl, da den var ved hånden. Hestene var gerne tøjret på grøftekanterne og kom sjældent ind om natten, kun i de rigtige hårde vintre, kom de ind. Men med bondestandes bedre velstand, blev hestene bedre passet og blev større.

Det var en lille nøjsom og sej hest, den var sjældent mere end 47 tommer (ca 130 cm) med en god ryg og med gode velstillede ben, der sjældent var befængt med overben, spat, galle eller andre fejl der hindrede bevægelsen. Den havde et let fodskifte og et godt temperament, men var mest kendt for et groft hoved og en kort hals, men ved brug af en god hingst og bedrer pleje, var det en hest der blev satset på, da den var i besiddelse af gode egenskaber. (køn var den ikke, men den satte sit præg).