Farver og andre egenskaber:
Er hentet fra Hesteavlskonsulent Aksel Pedersens artikel om knabstrupperne.
Sendt i Årsskrift 1954 Riber Kjærgaard.
Typerne blandt de beskrevne tigrede heste var selvfølgelig fra tid til anden og fra sted til sted, yderst forskellige. Der var et langt spring fra den grove asiatiske kleppert til trækhesten i Østrig og fra denne til den ædle stutterihest i kongens stald, men trods den variable type, havde farven visse fællestræk: På mere eller mindre lys grundlød – ofte stikkelhåret forpart – findes isprængt, fra valnøddestore til håndstore pletter af forskellig farve: gule røde sorte eller brune. Om noget egentligt mønster kan man ikke tale. Fra slægt til slægt kan der være variation. Der er sjældent set mere end 3 farvesammensætninger på samme individ.
Til den tigrede kulør er koblet et par andre egenskaber; de mere end 2-farvede individer er ofte meget tyndhalede, såkaldt rottehale, ligesom de ofte er natteblinde, hvad der måske har sin årsag i at øjets senehinde er upigmenteret og øjet hvidt omkring pupillen.
Ved alle tigrede heste er huden omkring de naturlige åbninger (mund, øjne kønsdele) upigmenteret, evt. spættet.
Der hersker også den opfattelse at til den tigrede kulør er koblet en række værdifulde egenskaber; et energisk og dertil meget behageligt temperament, ligesom tigrede heste har ry for at være yderst præstationsdygtige og meget holdbare.
Disse egenskaber kan vi jo finde inden for end værd hestetype, og noget bevis for at det i særlig grad skulle gælde de tigrede findes sikkert ikke, men erindringen har sikkert lettere ved at huske en spraglet hest, frem for en lige så energisk rød eller brun.
Kært barn har mange navne, således også den tigrede kulør. Andre steder, hvor man har farven, taler man om:
Skaberak,
som har stikkelhåret forpart, ofte isprængt lyse pletter, lysere bagpart med mørke pletter, altså mere end 2-farvet.
Føllene fødes ligesom ved gråskimlerne, ofte ensfarvede, dog med evt. aftegn som blis sok tydeligt markeret.
Pletterne ved skaberaktigerne kommer i de fleste tilfælde først frem ved 2 års alderen, men det kan hænde, at føl har hvid bagpart med enkelte pletter over lænden, hvilket på Holbækegnen betegnes at føllet har fået kammerherrenøglen.
Efter det fyldte 4de år har hesten for det meste den farve som den får, men kan med alderen blive noget lysere skimmel, men bliver dog aldrig ren hvid, som ses hos mange gråskimlede heste.
Modsætningen er agattigerfarven:
Agattiger er tofarvet, ofte mørke ensfarvede pletter på lys grundlød.
Agattigeren fødes lyse. Fra hestene er betegnelsen tigret, ført over til hundene.
I St. St. Blichers fortælling ”Diana” defineres tigrede jagthunde som ”hvide med små brune pletter over hele kroppen” og ifølge den norske arvelighedsforsker Wriedt skal nogle tigrede hundetyper også være natteblinde, hvilket må være en pigmentdefekt i øjets hindebygning.
En anden arvelighedsforsker professor Ø. Winge skriver om farven: ”tigret” er umiddelbart en glose, der jævnligt misbruges på dansk og andre sprog. Vor daglige omgang med tigere er åbenbart for ringe til at den kendsgerning har fæstnet sig, at tigeren er stribet og ikke plettet eller spættet.
Willars Lunn beskriver Knabstrupperne på Knabstrupgård som Skaberaktigret.
Om føl skriver han, at det er næsten umuligt, at bestemme hvilken farve et føl vil få som voksen.
Tit fødes de ensfarvede rød, lysebrunt eller sortblakket og bliver senere f.eks. gulskimlede.
Farven er aldeles uberegnelig da der ofte falder renfarvede føl efter affarvede forældre og omvendt.
(Skrevet af en mand med over 40 års erfaring.)