Stillingen omkring 1954
Oplysninger hentet i Hesteavlskonsulent Aksel Pedersens artikel i Årskrift 1954, fra Riber Kærgård.
Adskillige steder har der i nyere tid været betydelig interesse for Knabstruppere.
Den dekorative lød har altid været sjælden, måske også derfor altid tilsikret et godt marked, ikke alene til manegebrug og forretningskørsel, også mange landmænd så en fordel i at bruge og eje ”knabstruppere”.
På Bornholm dannedes i 1932 en forening til Knabstrupperavlens fremme. Der havde en samling fra en ualmindelig køn og tiltalende Frederiksborghingst Max Stb. 123, hvis mødrene slægt var ualmindeligt smukke.
Max havde været fremstillet i København 1930, men dens virketid blev kort og det Bornholmske initiativ til Knabstrupperavlens fremme, blev uden det fortjente resultat.
I 1947 dannedes på Holbækegnen, ”foreningen til Knabstrupperavlens fremme”, der arbejdede i nær tilknytning til et stutteri, der omtrænt samtidig blev oprettet af Herman Nielsen og hans søn C. N. Ledager på Egemosegård ved Hørby.
Egemosegård var virkelig en hestemæssig seværdighed: 2 hingste, 6 -8 hopper og tilsvarende opdræt havde her til huse.
I en tid hvor hesteavlen i sit inderste væsen er truet som aldrig før er Egemosegård og hestene der en god stimulans for enhver hesteven.
Et spørgsmål der af og til høres:
Er ”Knabstrupperne” af 1955 virkelig også efterkommere af de gamle rigtige ”Knabstruppere”?
Studere vi kulørens arvegang, de geografiske forhold, importforhold m.m., må spørgsmålet besvares med et ubetinget ja; dog med forbehold overfor de tigrede fra Vendsyssel.
Arvegangen indenfor gråskimlerne og de tigrede har adskillige lighedspunkter.
En gråskimlet eller en tigret, vil altid have den ene forælderindivid af samme farve som dyret selv.
En homozygot tigret vil uanset partner altid give den tigrede farve til afkommet, da egenskaben er dominerende.
Parres 2 heterozygoter, er der 75 % sansynlighed for, at afkommet bliver tigret og endelig den tredje mulighed:
Heterozygot tigret parret med ikke tigret farve – hvordan går det?
Meget vil afhænge af parternes arvelige beskaffenhed, men den største sandsynlighed vil være 50% chance for en tigret.
Dog skal der her tilføjes, at farvens sjældenhed (her i landet næppe over et par promille af totalbestanden) gør at undersøgelser ikke har været udført, ligesom det ikke har været undersøgt om agttigerfarvens nedarvning også er gældende ved skaberaktigerfarven.
Der har været flere omveje og flere delvis skjulte forhold indenfor den tigrede halvblodsavl, men ligesom ved gråskimlerne, fortæller farvens arvegang fra led til led os meget, som evt. manglende skriftlige notater ikke kan.
I direkte hankønslinie eksistere knabstrupperen næppe. Nogle af avlens bedste hingste er i direkte hankønslinie, forankret i henholdsvis den frederiksborgske race og i den svenske halvblod, men via spindesiderne kan stammen og farven føres tilbage til Knabstrup.
Måske netop sådan en kombination vil kunne give gode ydedygtige og smukke heste.
Det vil dog være en misforståelse, at blot vi har Knabstrupperfarven, så har vi også en god hest. - Der er også spraglet ragelse.