1959 lærte jeg C.E. Specht at kende!                                                                                       (LMD)

Jeg var lige begyndt at ride og ledte efter et sted jeg kunne ride gratis.

Fruen jeg var i huset hos, var nabo til Spechts forældre og anbefalede mig at køre ud og snakke med ham, han havde på daværende tidspunkt Susan efter Frode og to unge hopper efter Susan. Anet efter Max Bodilsker og Anita efter en holstenerhingst Elegant.

Specht drev sit lille landbrug på 17 tdr. land, på Kragehave mark i Høje Taastrup, med hestene. 

Jeg syntes hestene var grimme, men skulle ikke sige det højt, for så var jeg blevet jaget ad h. til.

Men de kunne arbejde, især Susan. Jo mere varm hun blev, jo hurtigere skulle det gå.

Det var en ærlig hest. Hun sprang alt, hun skulle bare styres lige på forhindringen.

Specht var i nogle år, formand for Knabstrupperforeningen for Holbæk Amt.

Men der var stor utilfredshed med det hingstemateriale der kunne stilles til rådighed, og de fleste knabstrupperavlere brugte bare de knabstrupperhingste der stod nærmest, uden at se på hingstens kvalitet. For mange var det nok at hingsten var plettet.

Specht gjorde kort proces og valgte andre hingste, bla. Holstenerhingsten Elegant, der var skimlet. Den stod på nabogården. Og den næste hingst var Pimpernel, en Svensk varmblod, sikkert affødt af Egemosegårds ide om at bruge Svensk varmblod. Nico (min første hest) var efter Susan og Pimpernel (SV)

Så prøvede han alligevel en knabstrupperhingst, nemlig Rolf, som ret hurtig efter blev solgt til England, men, afkommet (Buster) var ikke tilfredsstillende!

Harboe blev også prøvet af, men det blev ikke bedre, så Specht forlod Knabstrupperforeningen og tilmeldte sine heste i Dansk sportshesteavls forbund, da DSA blev stiftet i 1962.

Så Susan og Anet er både kåret i Knabstrupperforeningen for Holbæk Amt og DSA.

Derefter købte han Trakenerhingsten Schwalbenfürst, da det var den eneste ædle hesterace der kunne fortsætte med at bibringe en let og fremadgribende gang, som knabstrupperne var berømte for. Desuden var Trakeneren ædel og typefast, så avlsresultatet ville blive forholdsvis ensartet.

Der var mange andre knabstrupperavlere der fulgte med over i DSA, da der ikke var så meget behov for heste i landbruget, men det var rideheste der var fremtid i. 
Desuden kan man altid køre med en ridehest, hvorimod det straks var værre med at ride på en kørehest, da de sjældent havde et ordentligt saddelleje.

 

Betragninger over egnede heste til indkrydsning!

I 1962 havde de forskellige hestetyper stadig deres eget særkende:

Holstenerne: var store og tunge og så havde de høje forbensbevægelser. Men fantastiske springheste.

Hanoveraneren: var også stor, men en harmonisk ridetype. Militærets foretrukne.

Frederiksborghesten: for svag i ryggen og i forbenene, høje forbensbevægelser og havde desuden et kedeligt temperament. Og så kunne de ikke springe.

Araberne: for det meste skimlede og havde ikke rigtig nogen gang..

Oldenborgeren: var for tung, men der var en tendens til at forædle med fuldblod. Lis Hartels hest Jubile var en Oldenb/fuldblods krydsning, den var der fokus på, så måske det ville være en god kombination. (spekulationer)

Trakeneren: var meget anerkendt som forædler i Svensk varmblod. Den fik også en betydelig rolle i DSA

Fuldblod: var for spinkelt til Spechts heste.

Disse betragtninger blev jeg belært om, da jeg deltog på et 3 ugers kursus på Ny Toftegård.

På det kursus i 1962, fik jeg lov at låne Anita, så hun kunne blive redet til, det var stort!

Ny Toftegård var afløseren for Frederiksborgstutteriet på Hillerødsholm. Der kunne unge landmænd komme og lære om hestens røgt og pleje og få et indblik i hvad der foregik inden for hesteavl. Desuden var der rideundervisning. Jeg var der i februar måned, hvor der blev afholdt hestesalg, som var noget hestefolk bare kom til hvert år.

Sylvest Pedersen var gammel Frederiksborgavler, men havde desuden remonter fra militæret stående, som han måtte bruge til sine elever. Men eleverne var velkommen til at tage deres egne heste med.

På Ny Toftegård stod der også to Araberhingste, Harab og Gazi, begge skimlede, men på hver sin måde. Harab var næsten hvid, men sort i skindet, hvorimod Gazi var flueskimlet og sort i skindet.

Begge hingste var sat på pension fra Cirkus Schumann, som på den tid holdt til i cirkusbygningen i København.

At hestene var sorte i skindet, var den måde man kunne skelne mellem en skimmel og en knabstrupper. Knabstrupperne var lyserøde i skindet.

På Ny Toftegård blev Anita trukket frem og vi fik et foredrag om Knabstruppernes særegne farve og gode egenskaber. Bla. Knabstrupperens hengivenhed og hukommelse.


Anita blev brugt, da vi skulle lære at løfte benene på en hest.
2 af eleverne, havde hest hjemme, så det var da ikke noget problem. Især den ene, var meget overlegen og klog. Han blev så sat til at demonstrere hvordan man gjorde, på Anita.
Men det passede ikke damen, hun stod naglet til jorden. Der var ikke noget at gøre.
Til sidst bad Sylvest Pedersen mig om at tage benene op på hende, og det gjorde jeg, selvfølgelig, det var der da ikke noget problem. (Jeg var ikke til at skyde igennem, så stolt blev jeg)
Vi skulle også lære at mønstre i ridehuset. Jeg havde selvfølgelig Anita, og det gik fint væk fra porten, men tilbage, gik hun helt amok, det var ikke specielt morsomt.
Da hun kom hjem igen skulle hun gøres klar til kåring og jeg fik lov til at mønstre hende. Det gik fint, rigtigt fint endda.

(den første kåring i DSA 1962)

Kåringen skulle bare foregå på Ny Toftegård om efteråret, det var på en ridebane der lå i forlængelse med ridehuset. Jeg fik buddet om at mønstre hende, men jeg takkede nej, for jeg havde stadig hendes opførsel i hukommelsen, men jeg sagde ikke noget. Ganske rigtig, der skete det samme for Specht som for mig, på vej mod stalden gik hun helt amok, bukkede og gik sidelæns. Det var hyle morsomt at se, især fordi jeg ventede det. Specht syntes ikke det var så sjovt.

Anita var født 1958, så hun var knap 4 år, jeg havde fået besked på, jeg ikke måtte springe med hende på Ny Toftegård, men en dag i frokostpausen, hvor vi elever var jaget ind og sove til middag, var der alligevel nogle stratenrøvere, med berideren i spidsen der lige skulle prøve hende af. De var stoppet ved 120 cm, fik jeg visket i ørene. 

Kort tid efter jeg var kommet hjem, sprang jeg en hæk på mindst 150 cm, engang hun løb løbsk med mig. (fordi jeg glemte at give hende rugbrød, da der kom en bil). Vi landede i en masse bede i et gartneri, men retningen var hjemad.

Anita var en rigtig knabstrupper, hun glemte mig aldrig, tror jeg ikke, selvom jeg kun kom en gang om året, når hun havde føl, så kom hun med ørene fremme, hvorimod fremmede mennesker ikke skulle komme for tæt på, så bed hun. Hun blev jaloux da jeg købte Nico, men det var Nico det gik ud over, han blev jagtet på folden, så hun nær havde ødelagt ham.

Inden jeg begyndte at beskæftige mig med Nico, var de uadskillelige venner.

En knabstruppers venskab, skal man gøre sig fortjent til

Anita er mormor til Føniks. KNN 103 og Patrokles KNN 107

 Specht kørte Sjælland rundt på Knallert, for at finde knabstruppere, så da mine forældre anskaffede sig en Velo-Solex,  jeg fik lov til at køre med.

Vi kom langt!

Bla. til Faxe hvor Ans og Fluks stod og til Tuse Næs hvor Rolf stod. Desuden til Stenlille hvor Harboe stod. 
Med tog gik det til Hellerup til Sportsrideklubben og se Mala springe.

I Flere år, til Hubertusjagt til fods og til hest og hele Tåstrup køre- og rideforeningen, hvor vi også så knabstruppere.

Derudover var jeg i nogle år på Charlottenlund Travbane til landbostævne, hvor landboungdommen fra hele Sjælland mødte op for at konkurrere. Der var der selvfølgelig også knabstruppere med. Kønne var de sjældent, men de klarede sig godt, især på springbanen.

I 1961 var jeg med Specht og Anita til udstilling af lette heste og ponyer på Charlottenlund Travbane.

Arrangeret af Landsorganitationen for lettere hesteavl i Danmark og Dansk Travselskab.

Der var Robert Johansen med Mala e. Max Bodilsker og Spætten og en hingst der hed Tarzan (helbror til Bobby) e. Kroneman Langemark / Bessie

Verner Eliassen var der med Tulle e. Silverking Ascitie / Susanne

Og så Specht med Anita e. Susan og Elegant (holst.)

Specht måtte overtage Mala, da knægten der skulle trække med hingsten pludselig stod med hovedtøjet i hånden. Hingsten var uvoren og knægten skulle rigtig have fat og tog fat i kæbestykket. Ups, hovedtøjet røg af, så var Mala gået.

Da de fik fanget hingsten, måtte Specht overtage den og jeg fik min debut med Anita, som jeg stod og klumrede rundt med, så Johansen var ved at gå ud af sit gode skind.

Desuden var jeg med på Flyinge i Sverige til hingsteparade, men mest for at se hvordan en ridehest skulle se ud.

Nico købte jeg i 1963, så flyttede jeg hesten til Thorslunde og havde ikke meget kontakt med Specht mere.  Han ville ikke have mig med til kåringer i Knabstrupperforeningen, for jeg skulle ikke gå hen og tro at det var målet, de heste der blev fremstillet der.

I 1971, da jeg var flyttet til Sønderjylland, kom jeg i kontakt med Kaj Møller Vinter, som havde set mine heste på marken.

Da havde jeg solgt Nico og købt to hoppeføl af Specht i 1970, som var efter Susan og Anet og en af hans egne hingste (Galant efter Anita) se gamle hingste før 1971

For mig, var Kaj Møller Vinther forgangsmand for oprettelse af Knabstrupperforeningen for Danmark. Men det var han ikke, han var redaktør af de første blade der udkom og havde derfor en meget fremtrædende rolle.

Jeg blev hånet meget, fordi jeg valgte at være med der, men hvis jeg skulle have en chance for at få mine heste godkendt, havde jeg ikke noget valg. Dansk sportsheste avlsforening (nu DV) kunne ikke udstå knabstrupperne, pga. farven og så var der også for mange besynderlige skabninger, så jeg forstod dem egentlig godt.

Jeg ville aldrig selv bruge en knabstrupperhingst, for det første var mine hopper ikke gode nok, desuden var mange af de hingste der blev kåret de første år, pinlige. 

Det var først i 1986, da jeg så Hermes KNN 99 på dyrskuet i Roskilde, jeg fik troen på at det godt kunne lykkes at lave noget godt inden for Knabstrupperavlen igen.

 

Den 20 marts 1971 bliver tidligere love for foreningen af Knabstrupperavlens Fremme af 21/11- 1947 annuleret og en ny forening bliver stiftet.

Nemlig: Knabstrupperforeningen for Danmark.

Formålet med foreningen er at forbedre hestens ridemæssige kvaliteter og beholde den plettede lød. Styrken er lige så vigtig en faktor, som Robert Johansen stod til lyd for. Han havde på et tidspunkt 15 knabstruppere som elevheste og der var aldrig vrøvl med bentøjet på dem, som med mange af de andre heste.

I 1971, blev det også besluttet at lave ponyer.

Pipi Langstrømpe gik sin sejersgang på det tidspunkt, selvom hesten var en malet Svensk varmblod, så gik den rent ind hos ungerne og hestehandlere var ikke længe om at se lyset.

Men med den nye forening kom der også Appaloosaer ind, det var nok nødvendigt på det tidspunkt, for det hestemateriale der var til rådighed, var mildest talt pinligt.

Næsten 20 år gik der, før hingstene fik noget kvalitet der var værd at bygge videre på.

En hingst vil komme til at skrive historie, nemlig Xantos KNN 112: med 4 kårede og to avlgodkendte hingste. Skrevet i 2006. På trods af, at hans afstamning er fjernet, men afstamningen er kendt og kan føres tilbage til Knabstrup, ligesom der er andre heste, hvor der dukker farver og aftegn op som dem man kendte på Knabstrup, den såkaldte skabaraktiger.

Så knabstrupperen lever endnu.

Anita vil jeg også gerne vende tilbage til.

Anita fik 17 føl.

Anita selv havde gråt gen, hun blev mor til Arietta. Den eneste hoppe Anita gav, der havde den typiske knabstrupperfarve skaberaktiger og gav den videre.

Arietta er efter Schwalbenfürst og Anita:

Arietta blev mor til 2 hingste der blev kåret, nemlig Føniks og Patrokles, desuden er Føniks er far til  Hefaistos.

Det at lave en hingst, er stort og ikke enhver beskåret. Det skal heller ikke være let! Jeg har vist skrevet det før, der skal stilles krav til vores hingste.

Det første hoppeføl Anita gav, var skimlet, den hed Janne, og var efter Jagdkönig. Trak.

Janne kom til Ballerup til en pige der havde den stående på Ballerup rideskole. Senere blev den solgt til Finland og kom tilbage på gæsteoptræden i et Nordisk mesterskab i Ridebanespringning i Bernstorffparken.

To stikkelhårede hopper efter Anita kom i DV, en i DS og en i DH, nogen af hopperne fik bare LU mærke, og hingsteføllene kastreret og solgt som rideheste.

Galant ex Lociac se hingstelisten før 1970. var også efter Anita.

I dag er der Hefaistos KNN 121 tilbage efter den linie,

Hefaistos har vist sit værd på dressurbanerne, men der har ikke været fremstillet hingste efter ham, endnu, så det bliver måske kun på hoppesiden han kommer til at leve videre.