1. Tv. En af de kraftige, kulørte knabstruppere, der for tiden er så efterspurgte til Europas Cirkus-maneger.

Niels Skou driver selv sin store gamle gård, der er en fædrene arv – og ægteparrets søn er proprietær på nabogården ”Store Grundet” som også ejes af familien. Foruden landbruget får Niels Skou tid til at drive en anden forretning: Han har leverancen af cirkus-heste til cirkus fra hele Europa, og det er vist ingen hemmelighed, at denne forretning tager den største plads i hans hjerte. Niels Skou er en midaldrende mand, høj og bred og tilsyneladende i en vældig fysisk form. Det er det friske udendørs liv og omgangen med hestene der har givet ham den udstråling af mandfolkethed, som er karakteristisk for hans personlighed.
I gårdens hyggelige stuer mindes man overalt om generationers hesteinteresse , og fru Skou tager imod sine gæster – også iført det Skouske rideudstyr. Fruen er om muligt endnu mere passioneret rytter end sin mand.

Vi har haft med hestehandel at gøre i flere generationer i min familie, siger Niels Skou. Min gamle far, der døde 78 år gammel for nogle år tilbage, var fast leverandør til mange af vore største firmaer, bl.a. de københavnske bryggerier og kendt landet over i den periode , da der virkelig var brug for og hausse i heste. Dengang vurderede man dyrene efter deres brugsegenskaber – i dag, da landbruget er så stærkt mekaniseret, er det gået slemt tilbage hestehandlerne. Det er blevet en dårlig branche hvis man da ikke lægger det specielt an, og den almindelige hestevurdering i dag anstiller kun en betragtning: hvor meget kan den indbringe ved slagtning?
Jeg er næsten udelukkende gået over til at handle med rideheste og cirkusheste. Der findes adskillige gode danskfødte, og fornyelserne skaffer vi fra Tyskland, der altid har haft et godt hestemateriale. Det er mest en krydsning af hannoveranere og blodsheste, man anvender, og til cirkusbrug især de kulørte heste.

Her fra gården leverer vi jævnt hen til Benneweis, Miehe, Louis og fra udlandet kommer man også til mig som gode kunder. Cirkus-direktører er et strålende trofast folkefærd og de kigger gerne i mine stalde, når de kommer til Danmark. Jeg kan nævne, at cirkus Althof i Tyskland, Mill´s i London og Knie i Schweiz har alle mine knabstruppere i deres maneger, og det er meget morsomt at kende sine heste igen efter cirkus-folkenes dressur.

- Den tager de dem ikke af?

Aldrig! Jeg leverer de rå heste, idet jeg tager rundt på markederne i Kolding, Vejle, Randers og Hjallerup og finder det bedste frem.

I gamle dage var hesteprangere et folkefærd, der måtte hører meget for deres undertiden meget friske handels-metoder. Godsejer Skou smiler da dette emne bringes på banen. Så siger han:

- Vi har aldrig haft meget med slutsedler og papir i vores handler. Håndtryk og lidkøb på kroen bagefter er for så vidt stadig fremgangsmåden, men jeg tror alligevel ikke der snydes mere i vores branche end i andre – hvis det er det, De mener. Min far sagde altid når en kunde kom til ham og erklærede, at han ikke havde den mindste forstand på heste:

- Det er skidt for mig – så er jeg i hvert fald sikker på at gøre en dårlig forretning med dem….

- Jeg har heldigvis også selv talrige eksempler på kundernes tillid. Jeg kan huske, da fru Dora Miehe skulle bruge seks kulørte heste i sin cirkus. Hun kom slet ikke herned, men sendte bare en check på 6000 kr. forud og bad mig så sende hende, hvad jeg mente, hun kunne bruge. Det var mange penge i 1936.

Hvordan ser en hestehandler på et dyr, om han står over for en ”god varer”?

- Nogle siger, det skal være en medfødt evne, men det er nok alligevel mest en erfaringssag. Først danner man sig et helhedsindtryk, og derefter går man hesten efter i detaljer.

- Kommer man til at holde af sine heste?

- Min kone gør. For mig er det de forretningsmæssige interesser, der er dominerende, men selvfølgelig kan man lide dem.

Niels Skou indrømmer, at hans tid ikke ville slå til, hvis ikke han havde en udmærket forvalter på gården. Selv foretrækker han at gå på marked, hvor han kender alle og får en god snak. Det kan hænde – det skal indrømmes – at lidkøbet trækker ud til de små timer, men det kan da aldrig blive værre end at Greven får sin tur ned gennem Grejsdalen den næste dag…

Kan de en god historie fra det sidste marked?

- Ja…

- Fortæl den så …

- Det kunne De lide …